Mine sange skal Jorden rundt

Overskriften overdriver måske en smule, men så alligevel ikke, for jeg har for første gang i mit liv frivilligt, og uden at være presset til det for at få en pladekontrakt, indledt et publishing-samarbejde.

Det går i sin korthed ud på at Iceberg Music Group, vil forsøge at få nogle af mine nye sange afsat til enten andre udenlandske kunstnere, pladeselskaber, internationale tv-serier & shows, film, reklamer og hvad der måtte dukke op af muligheder.

Der er sindssygt mange der byder ind, hver gang der skal bruges det mindste stykke musik til hvad som helst, så konkurrencen er benhård og nåleøjet mikroskopisk lille, så udover hårdt benarbejde og tålmodighed, så kræver det også held og den rigtige sang på det rigtige tidspunkt. Så den unikke situation må jeg så bare håbe opstår.

Iceberg Music Group har blandt andet Dúné og The Blue Van i deres sangskriverstald. Og nu også mig, sagde hunden.