Opsamlingsheat 2011

Så er det blevet 2012 og hvis jeg ser tilbage på hvad det har ført med sig på den musikalske front, kan jeg ikke tillade mig at være helt utilfreds. Jeg har faktisk nået alt det jeg gerne ville i 2011.

Jeg har indspillet mit første solo-album siden 1998, indgået aftale om booking med Alive Music og forlagsaftale med Iceberg Music Group, der allerede har afsat en sang til en TV-reklame for bilmærket Hyundai og endelig har jeg underskrevet en pladekontrakt, med et større dansk uafhængigt pladeselskab.

Året har også budt på en indspilning af musikvideo til min første single, “Beautiful you”, der udkommer den 13. februar, og følges op af en mini-tour som optakt til album-udgivelsen medio maj. Det er så planen at spille året ud derefter.

Nu er det godt at være på forkant i musikbranchen, så jeg skriver, skriver og skriver sange i øjeblikket. Så mange, at jeg godt tør love at jeg går i studiet allerede til efteråret for at indspille endnu et solo-album. Dejligt at have noget at lave!


Mine sange skal Jorden rundt

Overskriften overdriver måske en smule, men så alligevel ikke, for jeg har for første gang i mit liv frivilligt, og uden at være presset til det for at få en pladekontrakt, indledt et publishing-samarbejde.

Det går i sin korthed ud på at Iceberg Music Group, vil forsøge at få nogle af mine nye sange afsat til enten andre udenlandske kunstnere, pladeselskaber, internationale tv-serier & shows, film, reklamer og hvad der måtte dukke op af muligheder.

Der er sindssygt mange der byder ind, hver gang der skal bruges det mindste stykke musik til hvad som helst, så konkurrencen er benhård og nåleøjet mikroskopisk lille, så udover hårdt benarbejde og tålmodighed, så kræver det også held og den rigtige sang på det rigtige tidspunkt. Så den unikke situation må jeg så bare håbe opstår.

Iceberg Music Group har blandt andet Dúné og The Blue Van i deres sangskriverstald. Og nu også mig, sagde hunden.